En update til de interesserede:
Jeg havde egentlig besluttet mig for at det lokale værksted i vinters skulle have opgaven med at skifte stemplerne, og hvad dertil hører. Det kunne de gøre for ca. 27.000kr. Men turboen viste sig også at være defekt, og så måtte jeg genoverveje hvad jeg ville smide penge efter, da en defekt turbo jo er endnu en væsentlig udgift. I anskaffelse kostede bilen mig ca. det halve af hvad tilsvarende VAG-biler står/stod til, derfor synes jeg at den godt kunne bære en overhaling, selvom det selvfølgelig er ærgerligt at det man tror er at godt køb, desværre viser sig blot at være et køb
. Men bilen købte jeg fordi jeg gerne ville køre i den i nogle år, så jeg valgte at beholde den og reparere den.
Løsningen med at sende bilen ned til dette firma i det sydlige Polen, og få lavet det samme som på deres video:
https://www.youtube.com/watch?v=EGH4dKORX44 havde jeg hele tiden haft i tankerne, men afstanden skræmte mig lidt af flere årsager. Jeg ville helst selv køre den derned, da mit eget forsikringsselskab (forståeligt nok) ikke ville dække skader under transporten, såfremt jeg fik det polske værksted til at stå for den del. -Det skal siges at værkstedet dernede har en forsikring på transportskader, men jeg var ikke helt tryg ved eventuelle skader...
Covid-19 forhindrede en ferie i Polen under reparationen, så tiden gik, og motoren brændte fortsat en liter olie af for hver tankfuld benzin (5-600km).
For 2 måneder siden, stod det ene tændrør så af pga olieforbruget (tændrørene var kun 4 måneder gamle/4000km ca), og den knækkede elektrode ødelagde ventilerne og stemplet så der ingen kompression var på den pågældende cylinder.
Det gav mig et skub til at få skrevet til værkstedet i Polen (nu havde jeg efterhånden intet at tabe), og fik aftalt en større overhaling med motorrenovering, koblingsskift, plus det løse, samt transport af bilen frem og tilbage.
3 dage efter ankom deres chauffør (han talte desværre ikke engelsk, men kun en lille smule tysk) til aftalt adresse, og fik læsset bilen, jeg fik underskrevet et papir på at de nu havde bilen til reparation, og så tøffede han mod Polen med den bagpå autotransporteren.
Jeg vil nødig lyde fordomsfuld, men det var sgu lidt grænseoverskridende at aflevere både bil og nøgler til nogle man kun har mailet med. Man står lidt og klør sig i nakken når den bliver kørt væk og tænker; "Er det her et scam, og ser jeg mon nogensinde den bil igen?"
Men det var ikke et scam, og bilen kom igen, med en nyrenoveret motor, som har fået den samme overhaling som den i videoen, og jeg har nu kørt 1300km uden at den har brugt noget olie. Det er sgu helt underligt at man kan fylde benzin på den, uden at skulle hælde en liter olie på samtidig
Hvad kostede det så?
Reparationen som den i videoen, med nye stempler, plejlstænger, kæder, lejer, cylinderforinger osv koster 20.000kr.
Turborenovering kostede vidst 2-3000kr. oveni.
Transport frem og tilbage kostede 6000kr. (3000kr hver vej) Den blev hentet og afleveret 100km fra den dansk/tyske grænse.
Priserne er inkl polsk moms på 23%.
Derudover fik jeg skiftet DSG-kobling, forrude (det blev lidt billigere end min glasskade-selvrisiko i dk), loftbeklædning, 4 indsprøjtningsdyser, fik skiftet fast anhængertræk til et aftageligt, samt skiftet en utæt lyddæmper. Reservedelspriserne på originale dele, ligger dernede generelt på ca det halve til en tredjedel af priserne hos de danske forhandlere, så den fik skiftet alt hvad den havde af skavanker, nu hvor de alligevel var igang.
Værkstedet var gode til at kommunikere, og skrev undervejs hvis de havde fundet fejl og mangler. De sendte i øvrigt billeder løbende af reparationen, og jeg fik de gamle stumper med hjem, som jeg havde bedt om.
Jeg tør derfor godt anbefale dette værksted, såfremt man står foran en stor og dyr reparation i dk. Men man skal selvfølgelig huske at de første ca. 6000kr er i transport frem og tilbage, og om det så kan svare sig må man regne sig frem til. Værkstedet svarer hurtigt tilbage med priser. De tilbyder iøvrigt en lånebil i hele perioden bilen er på værksted til 150kr(!), og så er den endda lovlig at køre i, i dk, selvom den er på polske plader
.