Hej VW forum.
Hermed som lovet en opdatering på udbedringen af min Passat 3C, hvis motor nægtede at starte.
Kort historisk rids som fortsættelsen af sidste føljeton:
Fokus på fejlsøgning tog udgangspunkt i en defekt motorstyring, grundet formodningen om vandindtrængning, da PCU er placeret lige under vinduesviskerne. og dermed er udsat for påvirkning af regn / sne mv.
Satsede derfor på indkøb af en donor PCU – med identisk reservedels nr. – hvilket jeg fandt på ebay.de, hvor en polak havde en sådan til salg. Jeg gav 200.- euro inkl. mons, kvittering, garanti og Express-forsendelse.
Da jeg havde den nye donor-PCU i hus, åbnede jeg den originale motorstyring og kunne konstatere betydelig korrosion ( tæring på printpladen – se vedhæftede fil, foto nr. 4 ) og som et VAG-medlem tidligere har skrevet i tråden, må man antage, at PCU-en i så fald er død. Prøvede lige for en ”overoptimistisk” skyld, om en let rengøring kunne ændre noget på original PCU-en, men kunne efter genmonteringen ikke få kontakt med styreenheden - (og så melder ideerne sig - evt. kunne ledningsnettet i stikket være defekt – men her skal man holde tungen lige i munden og holde fast sin første fejlsøgning …)
For at kunne sammenligne åbnede jeg donor-PCU-en, som heldigvis funktionsmæssigt og visuelt var i bedre stand. (se foto 6). For god ordens skyld rengjorde jeg den på begge sider med isopropylalkohol og fik et OK resultat.
Så næste step var at finde en løsning på startspærren, og takker i den forbindelse for de indkomne forslag, hvilke var afgørende for at komme videre i projektet.
Kontaktede CarstenH, som i tråden havde antydet, at han sikkert kunne hjælpe mig og fik her den fornødne hjælp til at komme videre, da han kunne et eller andet ”cowboytricks” – baseret på faglig viden og erfaring, hvilket resulterede i, at jeg kom i mål
d. 1-4-`24. ( ingen aprilsnar … ) En stor tak herfra !!!
Hvis det kan hjælpe andre, har jeg lavet en foto-fil, ( se vedhæftede fil) over de forskellige fremgangsprocesser, så man kan få syn for sagen, også med hensyn til den mere improviserede del, i form af ”regn-dæksel” til motorstyringen.
En af de mere irriterende og delvis tidskrævende arbejdsprocesser var rengøringen med tætningsmassen og monteringslimen til PCU-dækslet. Sidstnævnte monteringslim kunne ikke størkne grundet kulden, så kosmetisk er det mindre pænt, da jeg måtte tage en varmeblæser i brug for at få limen til at størkne…..
Købte et original-dæksel, som skulle placeres oven over motorstyringen, men det passede ikke ind i ”opsætningen” på min model, men er sikkert tilegnet en nyere model.
I mangel af bedre improviserede jeg derfor og fandt en gammel ”bestikbakke” fra Ikea, som måtte ladelivet, og måtte omformes til et ”regn-dæksel til motorstyringen”. Har med vilje ladet reservedels nr. 501.722.23 sidde på dækslet i tilfælde af, at Günther fra Wolfsburg vil rekvirere nogle fra Ikea.
Er efterfølgende kommet lidt i tvivl med hensyn til evt. afkøling om sommeren, men umiddelbart regner jeg ikke med, at motorstyringen har yderligere behov for afkøling i sommerperioden.
Er der nogen, som har erfaring med drifttemperaturen på PCU-en i sommerperioden, og tror I, at jeg skal lave nogle ventilationshuller i dækslet? Kom gerne med et bud, så jeg kan få den vinget af.
Til sidst har jeg lavet et lille økonomisk overblik, som står højst sandsynligt står i skarp kontrast til det autoriserede værksteds krav.
Motorstyring små 1600,- kr.
PCU-holder autogenbrug 200,- kr.
PCU – dæksel ( fejlkøb ) 100,- kr.
Tætningsmasse og lim 200,- kr.
Ikea knivbakke
15,- kr.
_________________________________
I alt incl. moms. 2.115,- kr. + ”CarstenH`s fordelagtige cowboytricks”
Tak til alle, som er kommet med løsningsforslag eller på anden måde har bidraget med info og inspiration med henblik på at få løst problemstillingen.
Dejligt at være kørende igen
.
Mvh Funktionel Knud